Ornitologi

En tidlig søndag morgen i august, lige efter solopgang, stod Claus Mortensen og iagttog, hvordan fugten fra jorden forenedes med varmen fra morgensolen og forvandlede sig til et fint tyndt lavtliggende skydække ud over den eng han stod på.

Når han rettede sit blik nedad kunne han se sine grønne gummistøvler gennem den tynde dis. Disen drev langsomt med vinden fra øst mod vest - i små uforudsigelige ryk og helt i sin egen pulserende hjerterytme.

Claus satte sin Zeiss for øjnene og drejede, uden at flytte på fødderne, ansigt og overkrop fra nordvest mod vest. På den måde ville han have den opadstigende sols begyndende stråler i ryggen, hvilket han af erfaring vidste, ville give ham det bedste udsyn.

Han vendte sin Zeiss mod skovbrynet et stykke borte. Claus fandt det helt naturligt at træer og buske strakte sig nedad og at morgenhimmelen lå udstrakt, som et azurblåt ocean - uden den mindste krusning, lige foran hans fødder.

I et kort sekund fik han lyst til at smide gummistøvlerne og dyppe sine fødder i den indbydende blå himmel.

Gennem skovbrynets grønne og brune nuancer kunne han svagt begynde at ane hårfine og røde blodkar, som et fint men fuldstændigt uensartet net af blårøde tråde. Hans syn gled bagom den gule plet i horisonten, hen over myriader af tappe og stave.

Nogle sekunder endnu blandede dette billede sig med den omvendte vegetation, hvorefter hans blik vandrede videre ind gennem en kanal så fin, at lyset kun ville passere, som helt skrøbelige elektriske impulser.

Claus håndflader blev fugtige og kolde og knoerne antog en lettere hvid farve. Han havde et fast greb i den hårde sortgrønne gummi hans Zeiss var coatet med.

- Hypothalamus er helt tom indeni, sagde han lavt for sig selv. Er det mon almenviden.?

En gul bus, som fuldstændigt lignede en ældre model fra Hovedstadens Trafikselskab, passerede langsomt forbi. ”Linje 776. Til Meningen”, stod der foran på bussen.

Ruderne på bussen var både duggede og nussede af støv og snavs. Alligevel kunne Claus svagt skimte tre eller fire tanker gennem ruden. De sad midt i bussen og vendte mundvigen nedad.

- Triste tanker – hvad er de mon kede af, sagde Claus stille for sig selv.

En af tankerne sad med lukkede øjne og gled tilsyneladende helt ind i sig selv. En anden tørrede febrilsk ruden med sit ærme for på den måde at forbedre sit udsyn. Ruden duggede dog hurtigt til igen, hvorefter tanken straks gentog proceduren – dog nu med en mere mekanisk cirkelbevægelse.

Bussen kørte dovent videre og gjorde ikke tegn til at ville standse.

Med et hurtigt ryk vendte Claus Mortensen 180 grader og rettede således sin Zeiss stik mod øst. Lyden af skrig og råb blandede sig med lyden af en dieselmotor, der nu gik i tomgang.

- Endestationen! Bussen kører ikke videre, råbte chaufføren ned gennem bussen. Mellem 30 og 40 tanker pressede sig forskræmte sammen bagerst i bussen.

- Linje 23 Til Intetheden via Døden, råbte chaufføren. Ingen ville tilsyneladende af.

- Ud af min bus for fanden. Chaufføren selv var på grådens rand. Nogle tanker skreg, andre græd stille for sig – mens enkelte forholdt sig helt tavse, for på den måde ikke at påkalde sig opmærksomhed.

En tredje gul bus fra Hovedstadens Trafikselskab bremsede hårdt op lige ud foran Claus Mortensens grønne gummistøvler. ”Til Ensomheden med stop i Tvivlen, Angsten og Valget,” sagde buschaufføren ud gennem den åbne dør.

- Hvad så? Skal du med eller hvad? Uden først at overveje for og imod drejede Claus Mortens om på hælen og løb.

Da han igen, lettere forpustet, satte sin Zeiss foran øjnene så han endeligt det han var kommet efter.

- Schh, tyssede han på sig selv, selvom han ikke sagde en lyd. - Der er den jo, viskede han helt stille for ikke at forstyrre dens fødeindtagelse.

Den Tvenæbede Drossel.

I samme sekund besluttede Claus Mortensen sig for ikke at ville dele oplevelsen med andre fugleinteresserede – og det på trods af at det absolut ikke var ”comme il faut” blandt ornitologer at gå stille med dørene i den situation.