Af jord er du kommet

I dag er en ganske særlig dag.

Ikke bare fordi det er den 1. januar og årets første jomfruelige dag.

I dag er det ni måneder siden jeg slog min mand ihjel.

Ni måneder – helt præcist.

Jeg er så glad for at du er her og fejrer det sammen med mig. Det er så rart, når der er nogen at tale til.

Ni måneder - det er næsten som en slags omvendt graviditet.

Det er derfor jeg har sat stearinlys på bordet, sat små papirflag i mine potteplanter og slået rødvin i glasset. Et enkelt flag er på halv stang. Jeg har den holdning, at man bør markere, hvad dagen handler om.

Og som jeg altid siger: Den forkerte holdning kombineret med en god portion uvilje – det er dét, der skaber resultaterne.

Se, hvor rødt og hvidt flaget står plantet i den saftige jord omkring min store Bonsai. Festligt ser det ud og helt usørgeligt på en måde. Synes du ikke?

Tja - måske er man tosset, når man tænker sådan som jeg gør - om min mands bortgang.

Måske er jeg tosset.

Det vil jeg lade andre bedømme – mine naboer for eksempel. Det mener i hvert fald at jeg ikke er rigtig klog.

De kalder mig Muldvarp - tænk engang.

Af alle dyr - hvorfor Muldvarp?, spurgte jeg Fru Plank en dag i vaskekælderen.

Det var ikke det navn hun brugte, når hun bagtalte mig. Hun kaldte mig slet og ret Fru Lorenz.

Lorenz - mit ganske almindelige og helt udramatiske navn.

Fru Plank mente, det sikkert havde noget at gøre med, at de andre naboer ikke så mig så tit og at kun få af de andre naboer havde fået adgang til mine stuer.

Og så det med mine mange potteplanter.

Og det er rigtigt nok. Jeg forguder mine potteplanter.

Jord og planter og det med at jeg ikke viser mig uden for min dør med mindre det er strengt nødvendigt og ikke lukker folk ind i min stue, når det kan afværges, har givet mig mit navn blandt naboer.

Den ser man jo heller ikke så tit – muldvarpen altså. Som mig - sniger den sig rundt i mørket og skubber på jord og gemmer kød – orme og larver – ikke sandt?

Har du nogensinde set sådan én – levende mener jeg? Nej vel.

Jo – jeg har det godt nu. Og det bedste - ved du hvad det er? Jeg er ikke bange mere og det er bare så rart.

Tidligere, da min mand levede, var jeg bange hele tiden.

Ikke bange for ham – jo, på en måde – bange for at komme til at slå ham ihjel.

Jeg var – plaget af tanker - tanker om at slå ham ihjel.

På alle mulige måder – mindst hundrede.

Nå! Skal vi skåle?

Dejlig vin. Rød, rund og let fugtig – helt som rødvin skal være.

Jo – ser du - når jeg var på den ”lukkede”, var jeg ikke bange.

Ikke så længe jeg var dér.

Jeg fandt ud af, at når jeg ikke fysisk var i nærheden af min mand – når jeg var afskåret fra ham, så at sige - og uden at dét skal lyde makabert – ja så var jeg ikke bange.

Ikke det mindste. Jeg sov som et lille barn.

Kom nu – en lille skål mere skal vi da have. Jeg synes ikke du drikker noget.

Grønne fingre – et pudsigt udtryk, synes du ikke. Fingre kan jo ikke være grønne. Men røde fingre - og blå. Men jeg har altid været god mod planter. Passet og plejet dem med mine blege fingre.

Det er et helt specielt sjældent talent jeg har. Mine planter skal sandelig også have det godt og det er en holdning jeg har. Og som jeg altid siger: Talent, den forkerte holdning og en god portion uvilje. Det er det der skaber resultater - se dig bare omkring.

Og så gødningen naturligvis – eller vækstreguleringsmidlerne, som jeg ynder at kalde dem - det er meget vigtig at man ved, hvad det er man giver de forskellige planter.

De skal passes og plejes med hjerte. Og de har jo helt forskellige behov – ligesom medmennesker vil jeg tro.

Nogle skal holdes nede, hæmmes og amputeres, før de rigtigt udfolder sig – som nu min store smukke Bonsai der - den med flaget på halv.

Er den ikke flot – næsten maskulin i sin forkrampede smertefuldhed?

Men det vigtigste af alt – ved du hvad det er? Jo – det ved du helt sikker, når jeg siger det.

Planter har ører.

Derfor er det vigtigt man husker at tale til sine planter og jeg kan love dig for at de lytter. Det gør de virkelig - man kan se det på dem.

Og så retter de sig ud og strækker sig næsten bedende mod én - som om de vil fortælle én noget.
En hemmlighed.