Murens Fald

Et sted i det gamle Vestberlin nær Nollendorf Platz, krøller en kvinde en artikel sammen hun lige har printet ud. Hun kaster det krøllede papir hen i hjørnet af den lille stue. Hun rammer heller ikke papirkurven denne gang. Jobbet som kulturanmelder på Berliner Woche har været lettere.

Selvom stuen er lille er rummet alligevel det største i den lille hjørnelejlighed, og der kommer neonlys ind fra to sider. De rytmiske neonreklamer har hun for længst vænnet sig til. De fleste ville nok mene, at det flaksende lys fra stearinlysene, der blander sig i det firkantede neonlys, giver en dyster stemning ud i stuen. Men kvinden kan godt lide det. Modsætninger og det sammensatte har altid fascineret hende og det blandede lys falder helt i hendes smag. Der ikke er nogen dybere tanke bag den måde, hun har indrettet sig på. På den ene væg over et lille bord, der fungerer som både spisebord og skrivebord, er en opslagstavle helt fyldt med gamle fotografier. Nogle i sort hvid andre i falmede farver.

Kvinden falder i staver og stirrer tomt på opslagstavlen. Uden at kikke, rækker hun armen ud og slukker for sin bærbare computer. Ureglementeret på off knappen. Helt bevidst uden at gemme det, hun netop har forfattet.

Hendes øjne falder på et gammelt klassebillede fra gymnasiet. Midt i billedet blandt piger med alt for krøllet hår og alt for store briller og drenge med islandsk sweater og hår i forskellige længder, står David Bowie med orange strithår og blå øjenskygge. Smilende over hele hovedet. Som taget ud af omslaget til Pin Ups. Bortset fra smilet naturligvis.

- Spider From Mars, hvisker kvinden for sig selv.

- Jeg ligner sgu da en idiot, der lige er faldet ned fra månen. Hvorfor kunne jeg ikke bare opføre mig normalt, som de andre? Altid i centrum afhængig af alles opmærksomhed. Se mig - og jeg er til. Og nu? Nu er der ingen, der ser mig. Aldrig. Men så vidt jeg ved så er jeg da stadig til. Eller er jeg? Det var jeg da i hvert fald sidst, jeg så mig i spejlet.

Kvinden smiler for sig selv og skænker varm te i sit krus. Hun kikker på sit ur.

Hun er ikke vant til at få besøg og tanken skræmmer hende. Forsigtigt lirker hun en tegnestift løs og tager det fotografi i hånden, hvor en ung pige med orange strithår står på Muren. Hun står med spredte ben og med begge arme i vejret. Neden for muren i udkanten af en hujende menneskemængde og i udkanten af billedet, står en ung mand. Det ses ikke på billedet, men han bærer et spædbarn i sine arme.

- Når man er ung vælter man en mur. Når man bliver ældre flytter man en væg. Måske.

Kvinden får tårer i øjnene og hænger billedet tilbage på sin plads. Hun går ud på toilettet for at vaske sig. Artiklen skal være færdig og sendes inden midnat.


- Kære Gud,
Du som er i himlen,
Giv os i dag vor daglige rullekebab

Verner Engell sad og døsede hen for sig selv. Han vågnede med et lille spjæt og instinktivt pressede han nakken mod sædet og kneb øjnene sammen.
- Hvem dælen er dét?

Den unge pige, der netop havde smidt sig ned i sædet over for ham, smilede

- Skål, sagde hun og tog en bid af den rullekebab, hun lige havde købt på banegården.

Toget satte sig i bevægelse og det greb Verner som en anledning til at bryde øjenkontakten med pigen. Han kikkede ud af vinduet og Århus Banegård gled langsomt forbi. Han stirrede tomt på de grå bygninger og på den farvestrålende graffiti. Irritationen over de unges hærværk på den grå beton, fjernede ikke hans tanker. De kredsede om pigen over for ham.

Hun gumlede tavst men hurtigt. Ind imellem de store mundfulde kikkede hun ned på sin rullekebab, som om hun havde fået øje på et eller andet. Lige så snart hun havde presset en muldfuld ned gennem halsen, åbnede hun igen munden og kastede grådigt hovedet nedad, huggede til, og tog endnu en luns.

Verner kikkede på hende igen. Stadigt med sammenknebne øjne.

- Dyr. Han følte afsky. Han havde lyst til at finde et andet sæde, men blev enig med sig selv om, at det ville virke uhøfligt.

Det var ikke så meget hendes vulgære måde at spise på, der generede Verner. Det var mere hendes påklædning. Verner havde aldrig set nogen klæde sig på den måde i virkeligheden. Han havde set punkere med hanekam i fjernsynet. Men hende her? Hun var anderledes. Var hun punker? Hedder det det, når man ser sådan ud? Verner var ikke sikker. Pigen havde en helt hvid hanekam på hver side af hovedet, der steg i en vinkel på 45 grader fra hendes øre.
- Mågevinger, tænkte Verner.

Ned i panden havde hun et helt lige og helt tæt pink pandehår. Hvorfor? Verner forstod ikke hvad det skulle til for.

Pigen slikkede sig om munden og krøllede papiret sammen. Hun smed det i den lille pose til affald, der sad i en forkromet clips på væggen og tørrede sin mund med håndryggen, mens hun fastholdt blikket på Verner. Først med den højre så den venstre. Hænderne tørrede hun af i læderjakken, hvilket tilsyneladende ikke var så lige til. Nitterne var i vejen og det påsyede cowboystof virkede temmelig fedtet i forvejen og ville ikke tage imod. Pigen kikkede på sine hænder, lugtede til dem og tørrede dem af en gang til. Denne gang i de pink strømpebukser, der var overtrukket med hullede og stormaskede sorte netstrømper. Det gik tilsyneladende bedre. Pigen kikkede fornøjet på sine hænder og smilede til Verner. Han gengældte ikke hendes smil.

I dagens anledning havde Verner købt Berliner Woche i banegårdskiosken. Han tog avisen frem og begyndte at bladre. Han håbede pigen ville forstå en hentydning og holde op med at glo og ikke mindst, fjerne det irriterende smil. Men hver gang Verner kikkede op over avisens kant, blev han mødt af pigens smil. Hvad laver hun? Hun er da kugleskør. Det er da ikke normalt at smile på den måde. Og så til en fremmed mand.

- Sara, sagde hun. Verner sagde ingenting men sænkede avisen og kikkede på pigen. Han bemærkede, at hun havde pæne og helt hvide tænder.

- Hvad sker der? Snakker hun til mig?

Pigens ansigt lyste op i et endnu større smil og hun pegede med begge strittende pegefingre på sit hår.

- Sara. Det er mit navn. Men mine venner kalder mig Angel, sagde hun og nikkede med hovedet.

Verner løftede sig i sædet og kikkede til siden. Der var ingen. De var helt alene i denne del af toget.

- Angel? Du ligner sgu da nærmere en havmåge med den frisure.
Verner havde besluttet at lukke munden på hende bare for at få fred. Det lå ikke til ham at være grov, men i dette tilfælde ville han gøre en undtagelse.

Sara kikkede på Verner i to sekunder inden hun slog en latter op.
- Det er da for vildt det her. Det var præcis det samme mor sagde, da hun så mit nye hår. - Du ligner en idiot, med de mågevinger klistret på hovedet.

Verners taktik var slået fejl. Han havde absolut ikke lyst til at indlede en samtale med pigen. Alligevel følte han, at han måtte rette den misforståelse, der tilsyneladende var opstået imellem dem.

- Det sagde jeg ikke. Jeg sagde ikke at du lignede en idiot. Jeg sagde bare, at dine venner ligeså godt kunne kalde dig havmåge med det hår og ikke Angel. Pigen smilede igen til Verner. - Mit hår har nu ikke noget med mit navn at gøre. Det er nærmere mit navn, der har noget med mit hår at gøre.

Verner var godt klar over, at den formulering var en invitation til ham om at spørge videre. Det var åbenbart nu han skulle stille uddybende og interesserede spørgsmål. Noget i retningen af: Nå omvendt? Hvordan det? Spændende. Men den limpind hoppede han ikke på.

Verner besluttede sig for at skifte taktik. Han lukkede øjnene og lagde sig tilrette, så han sad lidt på skrå i sædet. Taktikken virkede. Efter nogle minutter sov han tungt og pigen sad stille og kikkede ud af vinduet. Toget buldrede ned gennem Jylland, mens mørket var ved at falde på. Pigen kikkede skiftevis ud i det tiltagende mørke og på Verner. Han sov tungt og det gjorde pigen rolig. Hun smilede stadigvæk. Ind imellem spejlede hun sig i det mørke vindue og rettede på sit hår. Sådan gik de næste timer.

”Flensburger Bahnhof in zwei Minuten. Flensburger Bahnhof.”

Verner vågnede ved den søvnige stemme i togets højttaleranlæg. Toget bremsede i små ryk og holdt snart helt stille ved perronen. Han ventede nogle minutter med at åbne øjnene. Han kunne høre folk gå ind i toget og snakke på tysk. Det lød som om de talte fra bunden af en papkasse, men pigens stemme hørte han ikke. Var hun gået? Verner åbnede øjnene på klem og kikkede over på sædet foran ham.

- Hej. Godmorgen. Du har godt nok sovet tungt skal jeg love for. Nu tror jeg, du kan holde dig vågen hele vejen til Berlin.

Man kan ikke sige at Verner blev skuffet. Han havde nok forventet at pigen ville være der endnu. Men han havde ikke forventet, at hun straks ville konversere ham på en måde, hvor de nye passagerer kunne tro de var venner eller måske ligefrem i familie.

Verner svarede ikke pigen men kikkede demonstrativt ud på perronen, som ledte han efter et eller andet: En bænk, et skilt med Bahnhof Flensburg og en skraldespand. Den kedelige banegård tvang ham til igen at vende ansigtet mod pigen. Straks smilede hun til ham igen. Verner svarede tilbage med et smil men fortrød straks.

Det slog ham, at der var en uoverensstemmelse mellem pigens udseende og den måde hun smilede og talte på. På sin vis virkede hun jo sød og helt normal. - Men det tøj? Og den måde hun spiste på?

Nu havde han smilet til hende. Det måtte være nok.

Igen mærkede Verner en stigende irritation. Han havde ikke lyst til at konversere pigen og han var sur på sig selv over, at han overhovedet gjorde hende til genstand for sine tanker. Irritationen var nu rettet mod ham selv. Ikke mod pigen.

Pigen skubbede sine nussede hvide lærredssko af og trak fødderne op under sig på sædet. Hun sad nu i skrædderstilling over for ham.

- Hun tager da i det mindste skoene af. Lidt velopdraget er hun tilsyneladende.

- Jeg fryser mine fødder. Når man er punker så fryser man. Det hører med til livsstilen. Sara smilede igen til Verner.

- Så tag dog noget tøj på pigebarn. Det er februar. Det er mørkt. Det er koldt. Pigen smilede stadig, da Verner hurtigt rejste sig for at flygte ud på toilettet. Han gik ind på det lille toilet og låste døren efter sig. Han kikkede sig i spejlet og smilede. Han åbnede munden og kikkede på sine tænder og kunne se, at hans egne tænder ikke var så hvide som pigens. Han krøllede et lille stykke toiletpapir sammen og pudsede sine fortænder, så de blev helt glatte og tørre. Han fugtede sine tænder med tungen og kastede et sidste blik i spejlet. - Lille fjols, sagde han. Efter nogle minutter forlod han igen det lille toilet. Han skulle ikke tisse alligevel.

Verner mærkede et sug i brystet, da han så det tomme sæde. Pigen var åbenbart gået sin vej. Det overraskede ham, at han tog det tungt. Han burde jo være glad, men det var han ikke.

- Hvor er hun blevet af? Hvorfor gik hun uden at sige noget? Hun havde jo heller ikke nok tøj på.

Tankerne tumlede rundt i Vernes hoved, mens han drejede om på hælen og gik i den retning, han lige var kommet. Han stillede sig i mellemgangen og pressede sig foran i køen ved toilettet. Han håbede at det var pigen, der var bag den aflåste toiletdør. Hvor skulle hun ellers være? Man bliver jo ikke bare væk i et tog. Det føltes som timer. Han kunne høre nogen rumstere derinde, og han var sikker på, at det måtte være hende.

Efter nogle minutter kom en lille gammel kvinde ud. Hun smilede venligt til Verner og gjorde mine til, at han nu kunne komme ind. Den gamle dame kikkede måbende på Verner, da han vrissede og gik forbi hende. Han rev døren op og gik ind i den næste togvogn. Han frygtede pigen ville være væk, lige så pludseligt, som hun var kommet. Hvorfor, vidste han ikke.

Hun hoppede af i Flensborg. Uden et ord til mig. Hun sagde da ellers, hun skulle til Berlin.

Verner undrede sig over sin egen reaktion. Hvorfor kunne han ikke bare være glad? Eller i det mindste ligeglad? Og hvad ville han sige til hende, hvis han fandt hende? Han anede det ikke. Han forsøgte ikke at virke febrilsk, da han gik ned gennem togvognen og skiftevis kikkede mellem den højre og den venstre stolerække.

Han åbnede døren til den togstamme, der var blevet koblet på i Flensborg. Interiøret og lugten var anderledes. Der duftede af mad. Madlugten blev stærkere og Verner gik ind i det, der måtte være den sidste del af den lange togstamme. Til hans overraskelse befandt han sig i en spisevogn. Gammeldags og stilfuld. Med duge på de små borde og alligevel mørk og nusset. De små stearinlys på bordene var elektriske. Ved et bord sad to polske mænd og snakkede stille sammen. De drak øl og røg.

Verner blev stående et øjeblik og betragtede spisevognen. Han kikkede på de to servitricer og de to polske mænd, da han bagest i vognen fik øje på to hvide vinger, der stak op over en stoleryg for straks at forsvinde igen. Med raske skridt gik han forbi de øldrikkende polakker og ned mod de hvide englevinger, der forsvandt bag stoleryggen med jævne mellemrum for straks efter at dukke op igen.

- Kære Gud
Du som er i Himlen
Giv os i dag vor daglige Gemüse Käse Suppe für nur 2 Euro.”

Sara kikkede op på Verner og smilede. – Nå, er du også blevet sulten? Jeg kan anbefale denne Gemüse Käse Suppe. Den er også billig.”

Verner kunne mærke, hvordan adrenalinen forsvandt fra hans krop. Uden et ord satte Verner sig på bænken over for Sara. Han pegede på Saras suppe og nikkede til servitricerne. Stille afvejede han Sara, mens hun spiste sin suppe og han ventede på sin. Hun spiser civiliseret nu. Ikke den mindste slubren og ingen pludselige bevægelser. Verner syntes, hun lignede en lille japansk prinsesse, som hun sad der og nærmest andægtigt førte mund og ske sammen i en stille rytme. Verner fik sin suppe i samme øjeblik Sara tog den sidste mundfuld af sin. Nu var det Sara, der kikkede på Verner.

- Du har ret. Den smager jo rigtigt godt, sagde Verner og kikkede op fra suppen. Han ansigt brød ud i et stort smil, der blottede hans brune tænder.

- Kære Gud. Giv os i dag vor daglige dejlige suppe.

Verner blev stiv i blikket. Den useriøse bemærkning nærmest faldt ud af hans mund og kom helt bag på ham. Det lignede ham ikke at sige noget, der ikke havde et dybere formål og kunne bidrage konstruktivt til en samtale. Faktisk var det ham inderligt imod. Han kneb øjnene sammen og kikkede usikkert på Sara i de to sekunder der gik, inden de for første gang lo sammen.

- Hvem er du egentlig? Når alt kommer til alt: Hvem er du så?

Sara kikkede på Verner, men hun forventede ikke noget svar fra den mand, der havde været så svært at lokke en sætning og et smil ud af.

Verner kikkede hen over hovedet på Sara og op bag den lille serveringsdisk af palisander bagerst i spisevognen. Den ene servitrice var stor og kraftig med afbleget hår og meget røde læber. Den anden lille og mørk. De talte højlydt sammen på et østeuropæisk sprog.

- Det er da egentlig underligt, at serveringspersonalet på Berlin Ekspressens tyske togvogne er polske og ikke tyske, sagde Verner og rystede på hovedet, for på den måde at understrege det autentiske i sin pludseligt opståede undren.

Sara forfulgte ikke sit spørgsmål. Hun kikkede på Verner og syntes han var sød, og det var det eneste hun havde brug for at vide om ham lige nu. Hun havde lyst til, at de skulle gå tilbage til deres pladser. Hun vidste, at hun ville kunne sove nu.

Da Sara vågende, sad Verner igen og læste i Berliner Woche. Hun gned sine øjne med håndryggen og kikkede på den side af avisen, der vendte ud mod hende.

- Ein Kampf um die Köpfe der Kinder. Sara læste højt for sig selv.

- Was für eine Überschrift. Hoffentlich ist es eine Metapher, sagde Sara.

Verner sænkede avisen og kikkede over på Sara. - Du taler tysk?

Natürlich, sagde Sara og smilede. – Det gør man jo, når man har gået i skole i Berlin i 10 år.

- Men du taler da flydende dansk?

- Ja, selvfølgeligt. Mor er jo dansker. Er det noget galt? Du ser så alvorlig ud.

- Hvad laver din mor? Verner kunne mærke sin puls stige.

- Hun skriver jo i den der, sagde Sara og pegede på avisen. Det ved du jo godt.

Sara tog stille avisen ud af Vernes hånd og begyndte at bladre i den. Hun foldede avisen sammen, og gav den til Verner igen.

- Se selv, sagde hun og pegede ned på en artikel.

Hohe Kunst oder Nähtlicher Terror.
Berliner Punk-szene ist noch lange nicht tot.
Artikel von Kirsten Engell.

Verner kunne mærke, hvordan glæden brusede ud i brystet. – Kirsten Engell? Det er din mor?

- Det er jo det, jeg siger.

- Og Sara Engell? Verner nikkede spørgende og kikkede Sara i øjnene.

Hun smilede og kikkede på Verner.

– Helt ærligt altså. Det har jeg jo sagt hele tiden. Sara Engell.

Hun rettede igen begge pegefingre mod sit hår. – Engel!

- Er der noget galt?