Ketchup er tykkere end vand

- Der er mange fluer i år, sagde pølsemanden og langede min ristede hotdog over disken.

- Er der? Pølsemænd har ikke pli. Jeg havde ikke lyst til at snakke om fluer midt i maden og vendte ryggen til. Folk vandrede frem og tilbage på butikstorvet med deres indkøbsposer og jeg tog en bid af min hotdog. Da Chris dukkede op i menneskemylderet slog det mig, at jeg faktisk havde glemt ham. Jeg følte kun en bagatel af skyld. Men jeg havde jo heller ikke glemt på den måde. I to år havde jeg bare ikke skænket ham en tanke, og det er vel ikke helt i orden. Jeg ved det ikke. Men der kom han i hvert fald fisende. Og så lige i min retning. Nogle mennesker har man ikke lyst til at møde. Sådan er det bare.

- To ristede. Ingen brød. Chris kikkede stift ud i luften og lod som om han ikke så mig.

- Hej Chris. Jeg syntes nok det var dig. Godt at se dig, sagde jeg og boksede ham kammeratligt på overarmen. Du ligner jo dig selv.

- Ja, men det gør du sgu da ikke. Har du farvet dit hår eller er det bare blevet gråt? Du drikker sgu da også for meget te, med de poser du har under øjnene.

Chris havde præcis det udtryk i hovedet man har, når man lige har lugtet til noget væmmeligt. En gammel skraldespand for eksempel.

Og jeg? Jeg smilede bare. Chris smilede ikke. Hans øjne borede sig ind. Måske var det fordi jeg faktisk havde forandret mig? Hvor skulle jeg vide det fra? Men en smule høflighed koster ikke ekstra, tænkte jeg og prøvede at lede samtalen væk fra mig.

- Hvordan går det? Hvad laver du for tiden?

- Det ved du da godt. Men du er jo skide ligeglad. Tror du ikke jeg ved det? Du ville jo bare ønske, du ikke havde mødt mig.

Den bemærkning irriterede mig. Det må jeg indrømme. Måske fordi jeg følte mig gennemskuet og afsløret.

- Øh. Hvis du har travlt og ikke gider snakke, så er det da helt i orden?

- Du ved sgu da godt, jeg har afsonet, så hvorfor er det lige, du ikke spørger om det? Hvorfor spørger du ikke om, hvordan det var at være indespærret?

Chris stirrede igen, som om han prøvede at aflæse min reaktion. Jeg følte mig iagttaget og sat på en prøve. Sådan er det. Selvom der er gået lang tid, kommer pladen hurtigt ind i den gamle rille. Og trætheden, der kom over mig var også velkendt. Det må jeg sige.

- Det er da rigtigt ja. Nu du siger det. Hvor lang tid var det nu du sad inde?

- Når man banker sin frisør, så giver det næsten tre år i skyggen. Men når man bare lader som om man opfører sig pænt, bliver man prøveløsladt før tid.

Chris drejede hidsigt sin pølse rundt i blandingen af ketchup og sennep inden han tog en bid.

- Klippede han dig i en forkert frisure? For første gang blev jeg interesseret. Eller måske bare nysgerrig.

- Alle frisører er nogle bøsserøve. Og ham her fortrød at han nussede mit hår lidt for længe. Det svineri gør man ikke ved mig.

- Hold da helt op. Det lyder voldsomt. Slog du ham så eller hvad?

- Det var sgu da det dummeste spørgsmål, jeg længe har hørt. Hvad tror du jeg har siddet inde for? For at stjæle slik fra små børn? Jeg pandede ham ned og klippede håret af ham. Hold da kæft, hvor så han dum ud.

- Ja. Du har jo altid haft temperament.

- Jeg hader, når du snakker til mig på den måde. Leger du nu professor igen eller hvad? Det er sgu da en latterlig overstuderet måde at snakke på.

Chris flyttede uroligt på fødderne, mens han proppede den sidste pølsestump ind bag tænderne.

- OK så siger vi, at du altid blev meget sur og hidsig. Især når du ikke fik din vilje. Jeg stod med hænderne foldet bag min ryg og vippede på fødderne.

- Hvorfor skal du altid ligne en vagtmand fra Netto, når vi taler sammen? Stå dog normalt.

Igen følte jeg mig gennemskuet og lod armene hænge ned langs siden. Men den positur gjorde mig altid utilpas. Som om mine arme var i vejen og til ingen nytte.

- Jeg er ikke sur og hidsig. Jeg er voldelig. Ultravoldelig. Nogen gange har jeg lyst til at smadre en eller anden bare for at få et sus af adrenalin. Det er som om jeg ser mig selv på film. Jeg bliver helt rolig bagefter. Næsten som at ryge en fed. Og så er det helt gratis.

Chris slikkede ketchup af fingrende og stirrede, som ønskede han at spotte en usikkerhed hos mig.

- Det lyder godt nok voldsomt, synes jeg. Men du har da lov til at have din mening. Mine hænder var igen foldet bag min ryg.

- Jeg synes der skal være plads til alle. Både til homoseksuelle og til indvandrere og til.... ja, til alle. Også til dem, der let bliver hidsige og aggressive. Bare det ikke går ud over andre selvfølgelig. Det er klart. Det synes jeg måske du skulle tænke lidt over.

Jeg tog mig selv i igen at vippe på foden, men min opsang gjorde ikke indtryk.

- Nogle gange bliver jeg så aggressiv at hele verden forsvinder. Først forsvinder alle mennesker. Så forsvinder Jorden, alle planeter og stjerner. Og så er jeg den eneste der er tilbage. Helt alene i universet. Så hidsig kan jeg blive og så er man altså hidsig. Forstår du det?

- Det ved jeg ikke om jeg kan sætte mig ind i. Jeg tror det ikke. Så står du der, alene tilbage, med sejrens palmer eller hvad?

- Sejrens palmer? De er sgu da også visnet væk sammen med alt det andet lort. Du har sgu da heller aldrig fattet en skid.

- Øh – nå. Jo, det er da klart, det tænkte jeg ikke lige på.

- Nej, det gjorde du da vidst ikke, sagde Chris og tørrede sin mund med en serviet.

- Nå. Jeg må hjem og se om damen har lavet noget ordentlig ædelse til mig. To ristede med bæ og blod er ikke mad til en voksen dreng. Hold dig munter og hils mor. Vi ses.

Jeg hilser mor, sagde jeg og smed min hotdog i skraldespanden.