Jo mere vi er sammen.......

De var taget til fange af deres koner. Og der sad de så.

- Hvad skal man med en fagforening, når man kan ringe til sine advokater?

Ole snusede med sin lange næse ned i rødvinsglasset, inden han tog en slurk.

- Hvad synes du om druen? Ernst stak sin næse endnu længere ned i sit glas.

- Jeg har lige ansat tre personer i min afdeling. Hvor mange har du under dig nu? spurgte Ole.

- Jeg er holdt op med at tælle. Ernst tørrede en rødvinsdråbe væk fra sin næsetip.

Der var asymmetri i selskabet. Kvinderne sad med front mod hinanden og ansigterne tæt sammen. De hviskede og så skiftevis alvorlige og glade ud. Ole og Ernst var kun alvorlige. De sad uden øjenkontakt og snakkede til hinanden ud i rummet. Ens at se på. Hvide skjorter og blåt slips. Blå i hovedet af for meget solarium. Begge med højt hår og en sideskilning lavet med en økse. I den dunkle belysning fra stearinlysene lignede deres blegede tænder små neonreklamer, når de bevægede læberne.

- Ingen over og ingen ved siden af. Det har altid været mit motto. Og så kan jeg ikke få skovlen under Ole. Det er sgu da næsten kriminelt.

Hvis to mænd er lige gode, er de lige dårlige. Det er logisk.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg kappes med ham. Han er jo ikke i nærheden af mit niveau. Men det er nok bare sådan det er at være et konkurrencemenneske – man kan ikke lade være. Det kører med en. Sådan er mænd.

Livet er en konkurrence og man vil være den bedste.



Alt kan vindes og alt kan tabes.

Nancy - hende har jeg vundet for længst – og tabt. Det er snart 10 år siden hun var det trofæ, jeg sejrrigt viftede foran de andre mænds frådende fjæs. Nu er hun bare et fæ. Som hun sidder der, indsvøbt i venindefnidder, minder hun mest om en pubertetstøs i en tredive år gammel og grim krop. Men hun er da pænere end Birthe. Ikke klogere gudskelov – men pænere. Og med et noget mere elegant navn.

Kvindernes udseende - og deres navne - interesserede ikke Ole, men det kunne Ernst jo ikke vide. Og når alt kom til alt, vidste han slet ikke, hvad der interesserede ham. Sådan havde det altid været. I sine stille stunder, funderede han jævnlig over livets tilfældighed, og nåede altid til den samme slutning:

Livet er en lagkage - det samme hele vejen rundt. Det ene stykke kan være lige så godt som det andet. Især med hensyn til kvinder.

Og med hensyn til Ernst? Ja så var han helt på det rene med at Ernst var både klogere og mere charmerende end ham selv. Ikke engang Birthe var bekendt med de dagdrømmerier, der bestandigt bankede på og pressede sig ind bag Oles pandeskal og fedtede sig fast. Og Ole undrede sig. Han forstod ikke, hvor tankerne kom fra og hvad de ville ham. Han havde ikke været opmærksom på, at der er en tynd fernis mellem fascination og forelskelse.

Og venner - det havde de sådan set været i mange år – Ole og Ernst. De var sammenbragte venner. Papvenner – og de vidste det godt – hver især.

Deres koner derimod havde kendt hinanden siden barndommen. Og af den grund var Ole og Ernst tvungne til at sidde og konversere hinanden inden for reglerne af det glatte samvær mindst en lørdag aften hver måned.

Da skete det altid at de henfaldt til pral - deres eneste berøringspunkt og det eneste de kunne finde ud af, når de nu ikke kunne bryde ud og skide på konventionerne.

Men de var taget til fange af deres koner.